Apps til trafikinformation er langt hen ad vejen gode nok
8. okt 2011 Jeg ved det godt, det er lidt paradoksalt. Almindeligvis plæderer jeg for at anerkende tilfældighed som et vilkår i livet. Men når det kommer til trafik og færdsel ude i det offentlige rum er jeg info freak. Jo flere tilgængelige data, jo bedre, det er bare sådan. Og når det kommer til offentlig transport ... Hvor lang tid er der til næste tog, skal jeg sprinte, slendre eller kan jeg nå at smutte ind hos boghandleren. Er toget jeg sidder i forsinket, så okay, men er der så tid til at strikke endnu en pind, kan jeg nå at tænke en ny tanke.
Jeg spørger ikke efter tog (nødvendigvis) til tiden, men om pålidelige efterretninger så jeg kan disponere min tilgængelige tid. Det kan synes som en lille ting, men sådan fungerer detaljen i dagligdagen.
5
DSB S-tog app
Når app’en virker (og når DSBs informationssystemer ikke er nede) giver den mig de samme oplysninger om togafgange på den nærmeste station, de samme oplysninger vises på stationens display: Hvornår kører det næste tog. Jeg kunne rigtigt godt have tænkt mig at jeg selv kunne vælge station, da det er ikke altid nærmeste station som jeg bruge, men det kommer måske med næste version.
Afgangene grupperes efter retninger, vist efter DSBs interne terminologi: nord og syd. Og da det er samme retning over hele nettet, kan jeg på Peter Bangsvej se toget mod Ballerup og Frederikssund, mod syd , selvom det faktisk er mod nordvest. Og togene mod Valby kører mod nord, selvom det egentlig er mod syd. Hvad kan man ander end at sige: Fjern de interne referencer, passagererne kører alligevel ikke efter kompas.
Værre er det at man reelt ikke kan stole på app’en. Nogle gange vises en helt forkert station, andre gange opdateres indholdet ikke. Den kan vise 2 minutter til et tog som er kørt. Jeg mangler en ‘opdatér’ knap. Et klokkeslet for seneste hent af data kunne også hjælpe. Det kan godt være at det skyldes min telefon eller netværk, men det er altså app’ens problem.
Tilbage står oplevelsen af en egentlig udmærket, men også ustabil og ufærdig app, som derfor fremstår ufærdig og sjusket. Og alligevel ender det med at jeg bruger app’en temmelig ofte, mens jeg krydser fingre for at tiderne er rigtige denne gang.
Information i det offentlig rum
DSB S-tog app giver noget af den info jeg har brug for ... Det er det apps kan. De er rigtigt gode til at få informationer, når man ikke lige er i nærheden af hvor de findes. Det rejser også spørgsmålet om hvor tæt på kilden "lige i nærheden" er, og hvordan man forventer at finde informationer i det offentlige rum.
Lad mig tage stationen som eksempel: Hvor stationen eller perronen er i syne, fx indenfor 100 m, hvor stationen er integeret med et center eller en trafikplads ... i den slags situationer vil jeg forvente at kunne se afgangstider ved adgangen til stationen. Der er ingen grund til at stige ind på perronen hvis der er god tid til toget går, og jeg kunne have brugt tiden til andet. Jeg kunne selvfølgelig have brugt S-top app’en, men det føles ganske enkelt kejtet at befinde sig lige ved siden af og se sig nødsaget til at konsultere en app. App’en bør overordnet set være en udvidelse af muligeheder, ikke en erstatning, ellers kan det godt blive for pauvert.
Eksempel Valby station, indgang set fra Skolegade
Jeg vil gerne møde stationen som på billedet nedenfor. Men billedet er falskt. Udenfor stationen findes der ingen informationstavler om tog. Hvor lang tid der er til mit tog, får jeg først at vide når jeg er helt inde på perronen. Det er det generelle billede: stationer og perroner er ikke designet til at man kan se afgangstider før end man er næsten ved toget.