Tegninger der gør nogle vrede

“Det er det politiske hykleri der er den største fjende, ikke censur,” siges det i dokumentarfilmen Cartoonists – Foot Soldiers of Democracy, næsten som en forudsigelse af postyret om de politiske sympatitilgendegivelser med ’Je suis Charlie’, hvoraf mange kom fra politikere som måske hellere var Charlie Hebdo foruden og af og til også netop bliver vrede. Det bliver i hvert fald slået fast i Cartoonists, både med lune og insisterende, at en tegning der ikke gør nogen vred, ikke er noget værd. Nogle gange blot små ting, som når tidligere præsident Sarkozy brokker sig over fluerne på Plantu’s tegninger af ham, hvorefter der kommer flere fluer på næste tegning – for de virker. Jeg vil alligevel stille spørgsmålet: Hvem er det egentlig der bliver vrede over satiretegninger herhjemme? Altså opfylder kriterierne for satiretegninger – at nogle bliver vrede? Med den målestok er de fleste satiretegninger snarere vittighedstegninger. Ikke at tegningerne ikke er skarpe. Der er bare ikke rigtigt nogen der bliver vrede – indenfor det ‘normale’ (i dobbeltforstand) establishment. Men måske er det heller ikke vreden over en tegning eller modstanden mod den som sådan der er det vigtigste, men selve det at en autoritet bliver tegnet – morsomt, ironisk, satirisk – der fjerner lakken, den særlige standsmæssige ophøjethed. (Det havde nok allerede de gamle bibel- og koranskrivere regnet ud, da de gennem skrifterne forbød menneskerne at afbilde Autoriteten i deres eget billede).

De fleste ’ofre’ for satiren har opdaget (eller lært det på mediekurser) at det bedste er at lege med på spøgen og dermed trække alvoren ud af den og hjælpe den over i vittighedsafdelingen. Som da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen syntes at det var fornøjeligt at blive fremstillet som Roald Als’s hulemand — på trods af fluerne. Og oven i købet anmeldte Roald Als’s bog. Han vidste at det er det politisk set rigtige at synes, men hvis han er klog, bryder han sig dybest set ikke om det autoritetstab som hulemanden giver ham. Den slags kan autoriteter i sagens natur ikke bryde sig om – en autoritet uden tilstrækkelig autoritet er ikke en autoritet. Det er en Gordisk knude som autoriteten vælger at ignorere – og udstiller satiretegningens svaghed: Man kan tegne alle historier, men tegninger kan synes indhentet af konsensus i andedammen og kommer til at mangle det grovkornede, groteske, grænseoverskridende bid. Kan man da tegne Henrik Qvortrup stå et skummelt sted, sammen med tys-tys-kilden, hvor han onanerer sig til kortvarig tilfredsstillelse: “Jeg vil ha mere i morgen!”? Eller kan man tegne Katrine Winkel Holm posere nøgen, foran et spejl, mens hun tager mål om livet for se om hun passer til sit eget selvbillede/spejlbillede som Jeanne d’Arc: “Blyanten har brug for hjælp fra sværdet!”? Vil aviserne bringe disse, eller er der brug for et anarkistisk forum som Charlie Hebdo for at bringe grovheden helt derud hvor nogen må give slip. Og så er der tegnerne selv? Pudsigt nok er de også en form for autoritet. Findes der så selv-satire? Kan tegnerne også blive gjort vrede? Svært at forestille sig med tegnerne i Cartoonists. Venlige, fredselskende, empatiske mennesker, som ikke vil gøre nogen fortræd. Kun ryste autoriteterne.