Fotografiet er dødt – fotografen længe leve

Og så den dårlige nyhed: Man forsøger at bilde os ind at det netop er muligheden for at computer-manipulation der har slået troværdigheden ihjel. Og dermed fastholdes en hundrede år gammel illusion: det troværdige fotografi. Ja, værsgo: en tusindedel, en tresindstyvende del af et sekund med sandheden, ingenting før, ingenting siden, også selvom eksponeringstiderne var længere til at begynde med. Sandheden er kortvarig. Men troværdig? H.C. Andersen iscenesatte fotografierne af sig selv i profil, så vi knapt kan kende ham en face. En soldat fra den spanske borgerkrig viser sit jeg-bliver-skudt-stunt på flere negativer. En tjekkisk kammerat forsvinder fra de officielle fotografier efter han på mystisk vis faldt ud af vinduet. Alle billeder har altid været potentiel svindel. Fotografiet er dødt, det er ikke mere troværdigt end en sten. Har vi et foto af en to-åring der forsøger at samle en brosten op, vil næppe nogen forbinde det med en brosten bag en knust rude i Unibank. Ceci n’est pas une pipe. Hvis fotoet derimod viser en autonom som vejer en brosten i hånden, har vi en god historie, men ikke nødvendigvis troværdig. På et møde for nogle år siden, da fotograferne begyndte at mærke ånden fra den elektroniske billedbehandling, sagde fotografen Henrik Saxgren, at det er fotografens troværdighed der er afgørende, ikke fotografiets. Har man tillid til fotografen, journalisten eller nabokonen – så kan det være en troværdig historie. Det gode billede fortæller en god historie. Fotografiet af et grønt bud der cykler mellem to oliebeholdere, kunne godt være manipuleret. Det ville stadig være et godt billede. Soldaten fra borgerkrigen er stadig et godt billede – på at man kan blive skudt i en krig. Ikke nødvendigvis at man dør og bliver begravet, det fortæller fotografiet ikke ... og dog kunne vi sige: her er en mand som dør for en retfærdig sag. Så lad os vende tilbage til den gode nyhed: Længe leve det meningsfyldte billede. Ikke som dokumentation, men som association.