hjemme.sider - forord - juni 1997
Der er noget særligt ved postbudet. Han bringer lidt af hvert ud. Postkort fra Jamaica. Regninger også, desværre, men det er jo ikke hans skyld. Han har også software med som postordre. Du kan betale med kreditkort, ja eller kontant og oven i købet få byttepenge. Eller hvis du ikke er hjemme efterlader han en henvisning. Og så kan han – uden du trykker på hans knapper – fortælle hvor meget porto der skal på et brev til Bhutan. Det er særdeles interaktivt.
Men du har vel aldrig opfattet ham som et medie, hverken spirituelt eller fysisk.
Internettet er heller ikke et medie. Det er ligesom postvæsenet et verdensomspændende transmissionsnet, og den væsentligste fordel ved Internet er at enorme mængder af data i hele verden hænger samme digitalt. Det giver mulighed for at knytte referencer, for at søge og finde nye informationer, som er umiddelbart tilgængelige.
Informationerne er ikke bedre på Internet. Billeder eller lyd er oftest dårlige, og teksten er svær at læse. Faktisk ville vi helst sende de digitale fordele rundt i trykt form. Men, altså!
Mediet er web-siderne, som ligger rundt om på alverdens computere og kan hentes via Internet. I modsætning til posten som du får bragt til døren og normalt ikke tænker på undervejs, skal du selv ud og hente web-siderne hjem (push teknologien vil ændre på dette, men alligevel). Og jo flere kilo du skal slæbe rundt med, jo langsommere går det. Så langsomt at du måske ender med at droppe avisen på hjemvejen. Se, det er en begrænsning – for den der udgiver avisen. Og en udfordring.
Transmission
Der har altid været en vis transmissionstid fra at du sender et tidsskrift til det er fremme hos læseren. Du må også tænke på hvor meget det vejer af hensyn til portoen. Men tiden lå uden for din indflydelse.
På Internet er transmissionen synlig, og tiden hænger snævert sammen med vægten, med hvor mange kilobytes web-siden fylder. Og for designeren er det et ganske nyt aspekt. En side i et tidsskrift kan med billeder fylde 50 megabytes. Den samme side på Internet må kun fylde 50 kilobytes, og det er en ganske voldsom reduktion i den digitale informationsmængde.
Udfordringen er at holde det hele på en størrelse som kan transmitteres over Internet. Med den begrænsning, inden for den ramme, må web-designeren arbejde. Med mulighed for at indbygge en funktionalitet der ikke kan gøres efter i en tryksag. Med links, animationer, lyd og måske endog video, multimedie-aktion. Det giver en en kreativ frihed på adskillige kilobytes.
Designet skal gøre det som grafisk design altid har skullet, nemlig at gøre informationer tilgængelige. At understøtte og være en del af kommunikationen.
Det mindste nødvendige
Web-sider skal indeholde alt som er nødvendigt for kommunikationen. Men det der burde forbedre kommunikationen kan vise sig at gøre det modsatte, fordi det sætter hastigheden ned. Det svære er at definere hvad der er nødvendigt. Så det kan du prøve at undgå og lade modtageren om det. Det gælder om at lave web-siten, så hun har mulighed for at vælge at undvære noget. Uden at føle at noget mangler.
Det kan ikke lade sig gøre at fjerne tilstrækkelig mange bytes fra den kvalitet designeren kender fra tryksagerne. Og man ender bare med at blive skuffet over manglende muligheder og beklage den forringede billedkvalitet.
Du bør i stedet starte fra bunden. Fra nul kilobyte. Og derfra overveje hvad der er nødvendigt for kommunikationen.
Det viser sig ofte, at det er nemmere at få tilladelse til at lægge nogle ekstra kilobytes på, end det er at fjerne megabytes’ene fra billederne på papiret.De ekstra kilobytes kan være en synlig forbedring, mens de megabytes der fjernes, kan være en alvorlig nedtur.
Web-design er strukturelt noget andet end et tidsskrift eller en folder. Det grafiske formsprog er måske nok det samme, men virkemidlerne er andre på web-siderne. Og du vil formentlig argumentere mere overbevisende med kommunikations hensyn end med et mere eller mindre subtilt grafisk design.
Ikke bare usability
Hvis du laver en avis eller et blad, stiller du krav til modtageren. Selvfølgelig. Specielt må du gå ud fra at hun indretter sig ved læsningen. For hvordan vil hun kunne læse om og se billeder af stjernekonstellationer på en trebenet taburet ved et flakkende tællelys.
Når du laver en web-side, er du teknisk afhængig af modtagerens browser. Og hans modem. Men du kunne overveje at stille krav til modtagerens kvalifikationer. Og sige at for eksempel 28.8 modemer er forældede. Ligesom brugeren med en forældet browser godt kunne kaldes useriøs i forhold til den udvikling kommunikationen på Internet har taget. Kommunikationsmidlerne er ikke mere blot en rå tekst.
Det har været Internettets ambition at gøre al viden tilgængelig for alle. For puritaneren vil al web-design som stiller krav til udstyret, være støj. Men du kunne også påstå det modsatte. At den rå tekstbaserede information er en kommunikationsform, som er forbeholdt trænede læsere. En side med væg-til-væg-tekst er for vanskelig at læse på skærmen. I stedet bliver den printet – til mange siders tekst i en lige så ulæselig form.
Ved at udnytte mediets muligheder, bl.a. også frames og scripts, kan du lave sider som er nemme at læse eller kigge på og som samtidig (eller måske derfor) er meningsløse at printe på papir. Og så bliver Internet for alvor et bæredygtigt bud på papirløs kommunikation.
