Tegninger der gør nogle vrede (2)

Det kan nogle gange være små ting der fremkalder vreden. For eksempel som når tidligere præsident Sarkozy brokkede sig over fluerne på Plantu’s tegninger af ham, hvorefter der kom flere fluer på næste tegning – for de virkede tilsyneladende, fluerne. Men hvad med herhjemme? Opfylder satiretegningerne kriteriet om at gøre nogle vrede? Ikke rigtigt. I den forstand er de fleste satiretegninger snarere vittighedstegninger. Ikke at tegningerne ikke er skarpe, der er bare ikke rigtigt nogen inden for det nor- male establishment, der bliver vrede. De fleste ofre for satiren har opdaget at er bedre at lege med på ‘spøgen’ – altså de gør satiren til spøg og trækker alvoren ud af den. Med andre ord: de trækker den over i vittighedsafdelingen. Måske har filmen heller ikke ret i, at vreden over en tegning eller modstanden mod den, er det vigtigste. Måske er det vigtigste at fjerne lakken, den særlige standsmæssige ophøjethed der omgærder autoriteter, som det sker når en autoritet bliver tegnet morsomt, ironisk – eller satirisk. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen syntes lige- frem at det var fornøjeligt at blive fremstillet som Roald Als’s hulemand. Han anmeldte oven i købet Roald Als’s bog med: »Jeg er Roald Als megen tak skyldig. Han har gjort mere for mit image end nogen spindoktor eller reklamemand«. Inger Støjberg, som ifølge hende selv har lært det af Anders Fogh Rasmussen, hylder også satiretegnerne ved at fortælle at hun derhjemme har sin helt egen Wall of Fame. De ved at det politisk set er det rigtige at omfavne satiretegningerne, på trods af det autoritetstab som tegningerne eventuelt gi- ver dem – og som de, autoriteterne, i sagens natur ikke bryder sig om. En autoritet uden tilstrækkelig autoritet er ikke en autoritet, men det vælger autoriteten altså at ignorere og udstiller dermed satiretegningens svaghed: Uanset hvor mange, hvor grovkornede og grænseoverskridende tegninger, der tegnes, så kan de indhentes af konsensus i andedammen, så ingen bliver vrede.